USA's præsident, Donald Trump, udsætter beslutningen om at betegne narkokarteller i Mexico som terrorgrupper.
Det meddeler han på Twitter natten til lørdag dansk tid.
Trump siger, at han har fået en henvendelse fra Mexicos præsident, Andre Manuel Lopez Obrador, som han "holder af og respekterer".
Obrador og USA's justitsminister, William Barr, drøftede torsdag strategier til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet mellem de to nabolande.
Det har efter alt at dømme fået Trump på nye tanker, efter at han sidste måned meldte ud, at mexicanske narkokarteller officielt skal betegnes som terrorgrupper i USA.
Derfor vil han "midlertidigt udskyde beslutningen og øge den fælles indsats for at håndtere disse onde og fortsat voksende organisationer", skriver USA's præsident på det sociale medie.
Trump tilbød sidste måned Mexico hjælp med at "føre krig mod narkokartellerne og at fjerne dem fra jordens overflade".
Det skete, efter at ni personer med statsborgerskab i både USA og Mexico blev dræbt i Mexico. Angrebet var det mest blodige på amerikanske statsborgere i Mexico i årevis.
Meldingen fra Trump blev dog mødt med skepsis i Mexico.
Udenrigsminister Marcelo Ebrard gjorde det dengang klart, at Mexico ikke ville tolerere tiltag, der krænker landets suverænitet.
Og han erklærer sig nu tilfreds med, at Trump foreløbig udskyder beslutningen.
- Jeg er taknemmelig for præsident Donald Trumps beslutning om at udskyde at betegne organisationerne som terrorgrupper på opfordring fra præsident Lopez Obrador, siger Ebrard på Twitter ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Samarbejdet har vundet, og der vil komme gode resultater.
Får en gruppe betegnelsen terrororganisation, vil det være ulovligt for amerikanere at støtte den, og dens medlemmer vil ikke kunne komme ind i USA.
Mexico har fastholdt, at volden i forbindelse med landets såkaldte narkokrig er et fælles problem som følge af efterspørgslen på narko i USA og de kriminelle banders ulovlige import af våben fra USA.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.