Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger, at EU-landene er enige om, at betingelserne for, at Rusland kan vende tilbage til G7 ikke er opfyldt.
Udtalelsen kommer, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, fredag overraskende sagde, at Rusland bør deltage i gruppens årlige topmøde.
Udtalelsen kom på førstedagen af et todages G7-topmøde i Quebec i Canada.
Merkel gjorde på førstedagen klart, at topmødet måske ikke resulterer i et fælles slutkommuniké. Hun siger, at dette ville være et udtryk for ærlighed.
Topmødet ventes at blive domineret af Trumps toldtariffer. Oprindeligt havde de canadiske værter lagt op til en dagsorden med fokus på vækst til gavn for alle, klima og miljøspørgsmål samt digital jobskabelse, ligestilling og en mere fredelig verden.
- Trump kommer til at møde meget direkte tale omkring hele bordet, sagde den canadiske premierminister, Justin Trudeau, i forbindelse med mødets åbning.
På det store familiefoto fra førstedagen står Trump mellem Merkel og Trudeau.
G7 er en organisation for verdens førende industrinationer. Der er syv medlemslande. Hvert år mødes G7-landenes ledere og diskuterer emner, som er væsentlige på den internationale dagsorden.
I 1998 kom Rusland med til de årlige topmøder, og samarbejdet skiftede dengang navn til G8.
Men Rusland blev i forbindelse med et ekstraordinært topmøde i Holland i 2014 ekskluderet på grund af sin annektering af Ukraines Krim-halvø.
Medlemmerne af G7 er Canada, Frankrig, USA, Storbritannien, Tyskland, Japan og Italien. EU deltager også og er repræsenteret af kommissionsformand Jean-Claude Juncker og EU-præsident Donald Tusk.
En talsmand for værten, premierminister Trudeau, siger, at den canadiske holdning, der går imod et russisk medlemskab, er uændret.
Derimod siger den nye italienske premierminister, Giuseppe Conte, at han er enig med Trump i, at Rusland bør komme med i gruppen igen.
I en erklæring fra præsident Vladimir Putins talsmand nedtones Ruslands iver for at blive lukket ind igen.
- Vi fokuserer på andre formater, siger talsmanden, Dmitrij Peskov, til det russiske nyhedsbureau Tass.
Den amerikanske præsident forventes at forlade mødet lørdag formiddag og deltager dermed ikke i samtaler om klimaforandringer og miljø. Det meddelte Det Hvide Hus torsdag.
/ritzau/Reuters