Den amerikanske rejsebranche står til at få en økonomisk håndsrækning, hvis den kommer i økonomisk klemme på grund af udbruddet af coronavirus.
USA's regering vil hjælpe luftfarts- og krydstogtselskaber, siger præsident Donald Trump tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Nogle af USA's største luftfartsselskaber melder om faldende passagertal og aflysninger på grund af coronavirusset.
Delta Airlines meddeler, at antallet af bookinger er faldet med 25-30 procent, og at det ventes at blive værre i den kommende tid.
Trump har sagt, at han vil bede Kongressen om skattelettelser og andre værktøjer for at afbøde de økonomiske konsekvenser af coronavirusset. Men detaljerne er endnu uklare.
Blandt de øvrige tiltag, der har været nævnt, er hjælp til ansatte, der risikerer ikke at få løn, hvis de skal i karantæne, eller hvis de har færre arbejdstimer på grund virusset.
Trump overvejer også lån til virksomheder.
Det var ventet, at Trump tirsdag aften dansk tid ville holde et pressemøde om situationen og fremlægge tiltag for at stimulere økonomien. Men pressemødet bliver ifølge Bloomberg News angiveligt ikke til noget.
Trump deltog tirsdag ikke i den daglige briefing i Det Hvide Hus om virusudbruddet, men han svarede på enkelte spørgsmål fra pressen efter at have holdt samtaler med republikanske senatorer for at drøfte myndighedernes indsats.
- I vil snart høre om det, sagde Trump ifølge Bloomberg.
Bloomberg skriver, som det også var fremme mandag, at Trump i samtalerne med senatorerne sagde, at han ønsker at lade lønmodtagere slippe for at betale en særlig skat - payroll tax - til udgangen af året.
Payroll tax kan sammenlignes med det arbejdsmarkedsbidrag, som danske lønmodtagere betaler.
I USA er skatten på 6,2 procent for årsindkomster op til 137.700 dollar. Det svarer til godt 903.000 kroner.
Hvis Trump sænker eller annullerer skatten i en periode, bliver han ikke den første præsident til at gøre det ifølge Fox News.
I 2011 og 2012 reducerede den daværende præsident, Barack Obama, skatten til 4,2 procent fra 6,2 procent. For en person, der tjener 50.000 dollar om året, giver sådan en nedsættelse ekstra 1000 dollar i lommen årligt.
/ritzau/