Den amerikanske præsident, Donald Trump, planlægger "ret snart" at indføre told på varer fra EU.
Det siger han natten til mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Trump kommer ikke nærmere ind på, præcis hvornår han planlægger at indføre toldafgifterne eller størrelsen på dem.
Siden Trump vandt det amerikanske præsidentvalg i november, har han flere gange truet med at øge tolden på udenlandske varer - også europæiske.
Få dage efter sin indsættelse sagde Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus, at han mener, at der er en bekymrende ubalance i den handel, der foregår mellem USA og EU.
- Så de vil blive pålagt told. Det er den eneste måde, hvorpå der kan opnås retfærdighed, lød det dengang fra Trump.
Sent lørdag aften gjorde præsidenten alvor af sine gentagne trusler om at pålægge varer fra Mexico, Canada og Kina told i USA.
Det gjorde han, da han underskrev et præsidentielt dekret. Med dekretet indføres 25 procent told på alle varer fra Mexico og Canada.
Eksport, der vedrører energiprodukter fra Canada - for eksempel olie - er som det eneste undtaget for de 25 procent. Her vil der i stedet gælde en told på ti procent.
Samtidig lægges der ti procent told på varer fra Kina.
Tolden ventes at træde i kraft fra tirsdag den 4. februar.
Både Canada, Mexico og Kina har reageret på Trumps toldafgifter.
Canada har meddelt, at man vil indføre told på 25 procent amerikanske varer, mens Mexico ligeledes har varslet told på varer fra USA.
Fra Kina lyder det, at man har tænkt sig at komme med "et passende modsvar" til USA's beslutning om at indføre told.
En anonym canadisk embedsmand sagde søndag aften til AFP, at Canada vil klage til Verdenshandelsorganisationen (WTO) over USA's beslutning om at indføre told på varer fra Canada.
Donald Trump vil mandag mødes med repræsentanter for Canada og Mexico for at drøfte de nyindførte toldafgifter. Det siger præsidenten natten til mandag ifølge AFP.
En unavngiven talsmand fra EU-Kommissionen sagde søndag til AFP, at EU vil "reagere beslutsomt over for enhver handelspartner, der på uretfærdig eller egenrådig vis pålægger EU-varer toldtariffer".
/ritzau/