Den amerikanske præsident, Donald Trump, brugte sin tale foran Kongressen natten til onsdag til at præsentere et nyt medlem af Secret Service.
Her udnævnte Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters officielt en 13-årig dreng som agent for sikkerhedstjenesten, der har ansvar for præsidentens sikkerhed.
Drengen hedder Devarjay "DJ" Daniel, har overlevet kræft i hjernen og har altid drømt om at blive politibetjent, lød det fra Trump.
Ifølge Trump er drengen flere gange tidligere blevet udnævnt som ærespolitibetjent.
- Politiafdelingerne elsker ham. Og i aften, DJ, vil vi give dig den største ære af dem alle. Jeg beder vores nye Secret Service-direktør, Sean Curran, om officielt at gøre dig til agent i United States Secret Service, lød det fra Trump.
Drengens øjne blev store af overraskelse, og hans far løftede ham op, da meldingen kom fra Trump i salen i US Capitol.
"DJ" Daniel blev diagnosticeret med kræft i 2018 og fik at vide, at han havde fem måneder tilbage at leve i, skriver det britiske medie BBC.
Udnævnelsen blev mødt med bifald fra de tilstedeværende kongresmedlemmer under en tale, som i begyndelsen medførte kaos og råben.
Demokraten Al Green blev ført ud efter advarsler fra formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson. Andre valgte at udvandre.
Der var en tydelig opdeling i salen, hvor størstedelen af demokraterne i den ene side blev siddende, mens republikanerne hyldede Trump.
Flere demokrater havde medbragt skilte, som protesterede over de seneste tiltag fra Trump, herunder involveringen af rigmanden Elon Musk i at sænke de statslige udgifter.
Trump roste Elon Musk i sin tale, hvorefter rigmanden modtog et stående bifald.
Talen varede i en time og 40 minutter, og Trump kom ind på adskillige emner undervejs, herunder de tiltag, som han har indført siden sin indsættelse.
Listen er lang, men blandt tiltagene er told på canadiske, mexicanske og kinesiske varer samt grænsekontrol.
Trumps tale var ifølge CBS News den længste tale, der er blevet afholdt foran Kongressen i 61 år.
/ritzau/