Den amerikanske præsident, Donald Trump, var torsdag på et uannonceret besøg hos nogle af de amerikanske soldater i Afghanistan.
Her annoncerede han samtidig, at USA og Afghanistan har genoptaget forhandlingerne med Taliban.
I september kaldte Trump forhandlinger med Taliban-bevægelsen i Afghanistan for "døde". Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Men torsdag sagde han, at han ønsker at indgå en aftale med Taliban, og at han tror, at Taliban også ønsker en våbenhvile.
- Taliban ønsker at lave en aftale, og vi mødes med dem, og vi har fortalt dem, at der skal være en våbenhvile, og de har ikke ønsket en våbenhvile, men nu ønsker de at lave en våbenhvile, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ledere fra Taliban har over for Reuters bekræftet, at gruppen igen har holdt møder med højtstående amerikanske embedsmænd i Doha siden sidste weekend.
Taliban oplyser desuden, at der snart vil blive påbegyndt en formel fredsforhandling.
Under besøget i Afghanistan, som blev afholdt i anledning af den amerikanske højtid thanksgiving, hjalp Trump med at servere kalkun for soldaterne.
Soldaterne fik samtidig mulighed for et billede med præsidenten. Det skriver Reuters, der var til stedet under besøget.
I alt var præsidenten på besøg på luftbasen Bagram i 2,5 time. Undervejs nåede han også at mødes med Afghanistans præsident, Ashraf Ghani.
USA har fortsat 13.000 soldater i landet, 18 år efter at en amerikanskledet koalition indledte en operation i landet som følge af angrebet 11. september 2001 i USA.
Omkring 2.400 amerikanske udsendte er blevet dræbt i krigen.
Besøget i Afghanistan er blot det andet besøg i en krigszone for præsident Trump, som ikke selv har tjent i det amerikanske militær og ofte taler nedsættende om USA's engagement i udenlandske konflikter.
/ritzau/