Donald Trump er så rasende på CBS News, at han nu sagsøger tv-kanalen for 10 milliarder dollars.
Den tidligere - og måske kommende - amerikanske præsident mener, at tv-kanalen har udvist “bedragerisk adfærd” i forbindelse med et interview, som hans demokratiske rival Kamala Harris gav til CBS-programmet "60 Minutes".
Trumps advokater anklager CBS for - og hold nu fast - "partiske og ulovlige handlinger med valgindblanding gennem ondsindet, svigagtig og væsentlig forvrængning af nyheder, der har til formål at forvirre, bedrage og vildlede offentligheden."
Hele humlen drejer sig om en teaser for programmet, hvor Harris gav et langt og omstændeligt svar på et spørgsmål om Israel. Men da hele interviewet blev sendt dagen efter, blev der vist et noget kortere og mere præcist svar fra vicepræsidenten på det samme spørgsmål.
CBS News afviser beskyldningerne og hævder, at interviewet ikke blev manipuleret, og at programmet "ikke skjulte noget af vicepræsidentens svar på det pågældende spørgsmål".
Trump kræver, at sagen skal for en jury og forlanger ifølge Fox News mindst 10 milliarder dollars i erstatning for det, han mener er falsk og vildledende adfærd.