Den amerikanske tv-station CNN skriver, at USA overvejer at sende yderligere soldater til det nordlige Syrien, men fra Det Hvide Hus kommer der modsatte meldinger.
Embedsmænd i forsvarsministeriet og i Trump-administrationen siger ifølge CNN, at planer om sende yderligere soldater til Syrien har været diskuteret i adskillige dage, og at det var under overvejelser, før præsident Trump skærtorsdag sagde, at "USA meget snart vil forlade Syrien".
Præsidentens udtalelser er ifølge CNN kommet bag på mange i forsvarsministeriet.
Trump gentog udtalelserne tirsdag, hvor han sagde, at "tiden er inde til alvorligt at overveje at komme hjem igen fra Syrien".
- USA's engagement er meget dyrt, og det gavner andre lande mest, sagde han og tilføjede:
- Den primære grund for USA's tilstedeværelse er nedkæmpelsen af Islamisk Stat. Denne opgave er næsten afsluttet.
Den amerikanske præsident klagede over, at USA igennem årene har brugt 42.500 milliarder kroner i Mellemøsten.
- Vi har intet fået for pengene - andet end død og ødelæggelse, sagde han.
Tidligere i år sagde Trumps nu afskedigede udenrigsminister, Rex Tillerson, at USA ville blive i Syrien for at sikre, at Islamisk Stat ikke genopstår og for at modvirke iransk indflydelse. Og for i det hele taget at hjælpe med at afsluttet borgerkrigen.
- Tillerson pointerede videre, at USA ønsker krigen i Syren afsluttet i en FN-ledet proces. Denne skulle føre til et forenet, uafhængigt Syrien uden Assad og med begrænset iransk indflydelse. Der skulle på den måde skabes betingelser for, at flygtningene kan vende hjem.
/ritzau/