USA's præsident, Donald Trump, er lørdag aften vendt tilbage til Det Hvide Hus efter et besøg på sin golfklub i Virginia.
Og det er et noget andet billede, han er vendt tilbage til, sammenlignet med da han tog afsted.
Tusinder af Biden-tilhængere er til stede nær Det Hvide Hus i Washington D.C., hvor de fejrer, at Joe Biden er erklæret vinder af præsidentvalget. Og Trump fik derfor ikke overraskende sin upopularitet at mærke ved ankomst.
Han blev mødt med buh-råb og adskillige langfingre løftet, rapporterer nyhedsbureauet AP.
Biden-tilhængerne råbte også "taber, taber, taber" efter Trump, idet hans bil kørte forbi. En lang række andre ukvemsord var rettet mod præsidenten, som ikke har erkendt valgnederlaget.
Ifølge nyhedsbureauet AFP var Trump lørdag ude at spille golf, da han fik nyheden om, at en lang række amerikanske medier, herunder CNN, AP og Fox News, har erklæret demokraten Joe Biden som vinder af præsidentvalget i USA.
Trump kørte det meste af hjemturen på gader med kun få biler og mennesker. Men da han nærmede sig Det Hvide Hus, slap han altså ikke længere for negative tilråb.
/ritzau/