I en høring i det amerikanske senat fortalte direktøren for USA folkehelseinstitut, at det vil tage en rum tid, før en coronavaccine bliver tilgængelig for de fleste amerikanere.
- Han må have misforstået, lød det fra Donald Trump, der så sent som i går lovede, at en vaccine vil være klar til distribution inden for 3-4 uger.
Under høringen sagde virologen Robert Redfield, som er direktør for Centers for Disease Control and Prevention (CDC), at en vaccine kan være klar i november eller december, men at den ikke bliver tilgængelig for den brede befolkning før næste forår eller sommer. Ifølge NPR.org forklarede Redfield, at det vil tage op til ni måneder, før vaccinen kan distribueres til hele landet.
Da Trump under en pressekonference i Det Hvide Hus blev konfronteret med sundheds-direktørens udtalelser, afviste han dem som “forkerte”.
– Jeg var meget overrasket, men det spiller ingen rolle. Det, der betyder noget, er, at vi er klar til at distribuere en vaccine umiddelbart når den er klar. Det kan være i oktober, og det kan være i november, lød det fra Trump.
En journalist på pressemødet påpegede over for Trump, at Redfield var klar i mælet, da han forklarede om situationen.
– Jeg tror, han var forvirret. Når en vaccine er klar, vil vi starte distributionen med det samme. Udtalelsen var ikke rigtig. Jeg tror, han lavede en fejl, jeg tror han misforstod spørgsmålet, sagde Trump.
Næsten 200.000 amerikanere er døde efter at være smittet med coronavirus.