I en tale på et vælgermøde i Houston, Texas, forsøger præsident Donald Trump at bebrejde sin politiske modpol - demokraterne - for en karavane med tusindvis af migranter.
Menneskemængden bevæger sig tirsdag dansk tid mod USA gennem det sydlige Mexico. Den vil fylde i det kommende valg, mener præsidenten.
Vælgermødet sluttede tidligt tirsdag morgen dansk tid - få uger inden midtvejsvalget 6. november.
Her talte præsidenten sammen med den republikanske senator fra Texas, Ted Cruz, som det ser ud til, at han har begravet stridsøksen med.
- Det vil være et valg om karavanen, Kavanaugh (højesteretsdommer Brett Kavanaugh, red.), skattenedsættelse, lov, ret og fornuft, sagde Trump.
Mellem 7000 og 10.000 centralamerikanere har sluttet sig til karavanen. De fleste flygter fra omfattende korruption og fattigdom i deres hjemland.
- Valget i november kan ikke stå mindre klart, sagde Trump.
- Demokrater skaber folkemængder, republikanere skaber job, lød det videre fra præsidenten.
Donald Trump og Ted Cruz har tidligere været rivaler. Til det republikanske primærvalg i 2016 kæmpede de begge om at blive republikanernes præsidentkandidat.
Men luften var anderledes mellem de to mænd til vælgermødet.
- Gud bevare Texas og Gud bevare præsident Donald Trump, sagde Cruz ved mødets begyndelse.
Gennem de seneste år har mexicanske advokater organiseret lignende karavaner for at skabe opmærksomhed om migranter og asylansøgere.
Men ifølge nyhedsbureauet AP er dette års folkemængde den største, der nogensinde har været af sin slags.
Siden Donald Trump indtog præsidentembedet har karavanerne fået mere opmærksomhed, og flere personer tilslutter sig ruterne.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters