USA's præsident, Donald Trump, kræver, at bombningen af Idlib-provinsen i Syrien stopper.
Idlib er den militante gruppe Islamisk Statss (IS) sidste højborge.
Det skriver han på Twitter natten til mandag dansk tid.
- Jeg hører, at Rusland, Syrien og i mindre grad Iran bomber Idlib-provinsen i Syrien sønder og sammen uden at tage hensyn dræber mange civile.
- Verden er vidne til denne nedslagtning.
- Hvad er formålet, hvad får I ud af det, spørger han med henvisning til Rusland, Syrien og Iran.
- Stop!
Trumps udmelding kommer, efter at syriske ngo'er - ikkestatslige organisationer - fredag fordømte det internationale samfunds passivitet, mens volden i den nordvestlige del af Syrien stiger.
På et pressemøde i den tyrkiske storby Istanbul sagde ngo'er, at foruden at dræbe snesevis af civile så har de seneste bombardementer fra Rusland og Syrien mod det nordvestlige Syrien drevet 300.000 mennesker mod Tyrkiets grænse.
Samtidig oplyste Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, at næsten 950 mennesker er blevet dræbt i de seneste sammenstød i Idlib.
Rusland og Tyrkiet nåede i september sidste år frem til en aftale om at oprette en demilitariseret zone i Idlib.
Den har indtil begyndelsen af i år forhindret syriske regeringsstyrker i at indlede en militær offensiv mod oprørsgrupperne i provinsen.
Rusland støtter det syriske regime omkring den syriske præsident, Bashar al-Assad, mens Tyrkiet støtter oprørerne.
I midten af maj udtrykte Storbritannien, Tyskland og Frankrig dyb bekymring over de eskalerede kampe i området.
Samtidig lød det fra FN's kontor for humanitære anliggender, at alene på en uge var over 152.000 kvinder, børn og mænd blevet tvunget fra deres hjem i områderne omkring Aleppo og Idlib.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP