Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, mødes onsdag med Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, på et hastigt arrangeret besøg i landet, kort før han holder en med spænding imødeset tale om illegale indvandrere.
Typisk for Trumps flair for at skabe opsigtsvækkende begivenheder vil hans besøg skabe optimal opmærksomhed omkring den tidligere reality-tv-stjerne. Men besøget kan også blive politisk risikabel for Trump.
Trump meddelte tirsdag aften på sin Twitterprofil, at han ville besøge Mexico, hvilket kort efter blev bekræftet af den mexicanske regering.
- Jeg har taget imod en invitation fra præsident Enrique Pena Nieto i Mexico, og jeg ser meget frem til at se ham i morgen, siger Trump.
Det private møde mellem Trump og den mexicanske præsident er det første officielle møde med en udenlandsk leder for den republikanske kandidat under hans valgkampagne.
Sådanne rejser kan være vanskelige, og Mitt Romney, som i 2012 var nomineret for Det Republikanske Parti, blev bragt i forlegenhed adskillige gange, da han for fire år siden besøgte London, Israel og Polen.
Pena Nieto har afvist Trumps krav om, at Mexico skal betale for den grænsemur, som den republikanske politiker har lovet at få opført, hvis han bliver valgt ind i Det Hvide Hus den 8. november.
- Der er ikke nogen måde, hvorpå Mexico vil kunne betale for en sådan mur, sagde den mexicanske præsident til CNN den 10. juli.
Pena Nieto har offentligt udtrykt skepsis over for Trump. De to mænd mødes til drøftelser, timer før Trump skal tale om illegal indvandring i den amerikanske delstat Arizona.
Søndag skrev den excentriske milliardær så på Twitter, at han onsdag ville holde en vigtig tale om indvandring. Ifølge The New York Times fordi han måske var ved at distancere sig fra sin hårde linje på det punkt.
Men ifølge Reuters' kilder har Trump ikke tænkt sig at bøje af på løftet om at bygge en mur - og det vil han også sige i talen onsdag.
/ritzau/Reuters