- Iran vandt aldrig en krig, men tabte aldrig en forhandling, lyder et kort og ukarakteristisk tweet fra USA's præsident Donald Trump i en første kommentar til USA's likvidering af den iranske topgeneral Qasem Soleimani.
Det gør han fredag eftermiddag dansk tid på det sociale medie Twitter.
Efter det amerikanske droneangreb fredag morgen i Bagdad, der dræbte Soleimani og medlemmer af en irakisk milits, nøjedes Trump med at poste et amerikansk flag på Twitter.
Trump trak sig i 2018 ud af den internationale aftale med Iran, som skulle forhindre landet i at udvikle atomvåben. I stedet genindførte Trump hårde sanktioner mod det iranske regime.
Trumps kritikere siger, at det kun har ført til en yderligere destabilisering i Mellemøsten.
Udenrigsminister Mike Pompeo har fremlagt en længere liste af krav, som Iran skal opfylde, for at USA vil genoptage atomforhandlinger med Iran.
/ritzau/