Præsident Donald Trump har beordret alle aktiver i USA tilhørende den venezuelanske regering indefrosset.
Det fremgår af et dekret offentliggjort mandag.
- Alle den venezuelanske regerings ejendomme og ejendomsinteresser i USA er blokeret og må ikke overføres, betales, eksporteres, tilbagetrækkes eller på anden måde behandles, står der i dekretet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Donald Trumps administration har på det seneste øget presset på Venezuelas regering i et forsøg på at fjerne præsident Nicolás Maduro fra magten.
USA og de fleste latinamerikanske lande og vestlige demokratier har opfordret Maduro til at trække sig, ligesom at de har anerkendt Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó, som landets retmæssige præsident.
Guaidó, der er leder af Venezuelas Nationalforsamling, erklærede i januar sig selv for midlertidig præsident i Venezuela.
Store politiske spillere som Kina og Rusland støtter fortsat Nicolás Maduro. Det sker til trods for, at USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, så sent som mandag advarede de to lande mod fortsat at støtte ham.
Donald Trump begrunder de udvidede sanktioner med "Nicolás Maduros fortsatte ulovlige tilegnelse af magten" og "krænkelser af menneskerettighederne".
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Imens skriver The Wall Street Journal, at tiltaget er det første af sin slags mod en regering på den vestlige halvkugle i over 30 år. Avisen sammenligner sanktionerne mod Venezuela med de sanktioner, Nordkorea, Iran, Syrien og Cuba er blevet mødt med.
USA indførte tidligere på året sanktioner mod Venezuelas olieindustri, der tegner sig for langt størstedelen af det sydamerikanske lands indtægter.
/ritzau/