Det ser ud til, at USA's præsident, Donald Trump, får indfriet sit ønske om en stor militærparade i Washington.
Ifølge et notat fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, skal paraden finde sted 11. november, som er en mærkedag for amerikanske krigsveteraner.
Paraden vil blive gennemført uden bæltekøretøjer for at skåne vejene, fremgår det af notatet.
Paraden vil derimod omfatte en stor flyveopvisning med adskillige overflyvninger af amerikanske kampfly.
Ifølge notat skal paraden finde sted på vejstrækningen, der går fra Det Hvide Hus til The Capitol.
Den vil blive en integreret del af veteranernes årlige parade i Washington.
Donald Trump besluttede sig for at holde en militærparade, efter at han i juli besøgte den franske præsident, Emmanuel Macron, på Bastilledagen.
Her overværede Donald Trump den franske militærparade på Champs-Elysees.
Flere måneder senere lovpriste præsidenten paraden, da de to igen mødtes i New York. Her sagde Donald Trump, at han ville forsøge at overgå den franske parade.
Initiativet er blevet kritiseret af både demokrater og republikanere. Donald Trump mener dog, at paraden vil "fremme den amerikanske ånd".
- Vi har et fantastisk land, og vi bør fejre vores land, sagde præsidenten i et nyligt interview på tv-stationen Fox.
Notatet fra forsvarsministeriet indeholder ikke et estimat af omkostningerne til paraden.
Chefen for Det Hvide Hus' budgetkontor oplyste for nylig i Kongressen, at paraden vil koste skatteyderne mellem 10 og 30 millioner dollar.
/ritzau/AP