USA's tidligere præsident Donald Trump skal betale dagbøder på 10.000 dollar per dag, indtil han retter sig efter en domstols ordre om at udlevere dokumenter fra sit firma.
Det har en dommer i New York besluttet mandag.
Størrelsen på dagbøderne svarer til lidt over 69.000 kroner. Hvis han ikke betaler, kan han blive idømt en fængselsstraf.
Trump har forsøgt at forhindre, at justitsministeren i delstaten New York, Letitia James, får udleveret en række dokumenter fra hans familieforetagende, Trump Organization.
Hun er ved at afslutte en undersøgelse af, om der er begået ulovligheder i firmaet.
Letitia James har tidligere sagt, at hun har beviser for, at Trump Organization har manipuleret med værdiansættelsen af selskabets aktiver.
Hun har bedt Trump om at udlevere mulige beviser i sagen.
Men hans advokat siger, at der ikke findes flere dokumenter.
Trump har to gange inden for de seneste måneder overskredet tidsfrister for at udlevere dokumenter, som justitsministeren har bedt om.
Mandag siger dommer Arthur Engoron, at der er tale om "gentagne overtrædelser" fra den tidligere præsidents side.
- Hr. Trump, jeg ved, at du tager dit arbejde alvorligt, og jeg tager mit alvorligt, sagde dommeren, selv om Trump ikke var til stede i retslokalet.
Dommeren konkluderede, at Trump udviser foragt for retten.
Ekspræsidentens advokat meddeler, at afgørelsen vil blive anket.
Trump selv har ikke umiddelbart kommenteret mandagens afgørelse. Men han har tidligere betegnet efterforskningen af hans familieforetagende som en "heksejagt".
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters