Professor Allan Lichtman fra American University har forudset udfaldet af alle præsidentvalg i USA siden 1984, hvor Ronald Reagan blev genvalgt.
Lichtman er kendt som en uhyre præcis spåmand og har fået navnet “USA’s Nostradamus” - ikke mindst efter at han som en af de få forudså Donald Trumps sejr over Hillary Clinton tilbage i 2016.
Norske Dagbladet har talt med Lichtman, der har begivet sig ud i en foreløbig spådom af efterårets præsidentvalg mellem Donald Trump og Kamala Harris. Og det må være betryggende læsning for demokraterne.
Lichtman spår nemlig, at det vil være meget svært for Kamala Harris at tabe til Trump. Det sker ud fra en model, hvor Lichtman uddeler 13 nøgler til kandidaterne ud fra forskellige faktorer. Her giver han indtil videre Harris seks nøgler mod tre til Trump.
Professoren påpeger, at Trump er ved at ødelægge sine egne chancer, fordi han ikke evner at fremstå som karismatisk og på grund af hans opførsel under sin tale på partikonventet for nylig.
- Han ødelagde det fuldstændigt for sig selv. De første 25 minutter af talen var gode. Men den næste time var det den samme gamle vrede og forvirrede Trump, der løj. Faktatjekkerne fandt mindst 20 løgne. Han spyede sine klagemål ud, provokerede og splittede. Det var den samme gamle Trump, siger Lichtman til Dagbladet.