Opdateret kl. 07:24
USA's præsident, Donald Trump, bliver gjort til grin af en guvernør efter en fejlagtig bemærkning om amerikansk geografi.
Under en tale om amerikansk energi i byen Pittsburgh natten til torsdag dansk tid nævnte USA's præsident den lovede mur ved grænsen til Mexico.
- Vi bygger en mur ved New Mexicos (amerikansk stat, der grænser op til Mexico, red.) grænse, og vi bygger en i Colorado, sagde han ifølge det amerikanske medie Denver Post.
Efterfølgende har flere hurtigt været ude og pointere, at staten Colorado ikke ligger ved grænsen til Mexico, men nord for New Mexico.
Blandt dem er Colorados demokratiske guvernør, Jared Polis, der på Twitter driller Trump.
- Nå, men det her er akavet. Colorado grænser ikke op til Mexico.
- Det er godt, at Colorado nu kan tilbyde gratis heldagsundervisning i børnehaveklasser, så vores børn kan lære basal geografi, skriver Polis på Twitter.
"Det bliver en smuk mur"
I talen sagde Trump videre, at muren også vil strække sig ind i staten Texas, der grænser op mod Mexico, men ikke ind i staten Kansas.
- Det bliver en smuk og stor mur, der virkelig virker. Man vil ikke kunne komme over den, og man vil ikke kunne komme under den, siger han.
Senator Patrick Leahy har på Twitter delt et billede af et kort over USA's stater.
På billedet er bogstaverne "New" i staten New Mexico blevet overstreget, så det ligner, at Mexico rent faktisk grænser op til Colorado. Se billedet her
Overstregningen er en reference til sagen med tilnavnet "sharpie-gate", hvor Trump også blev hånet på det sociale medier.
I september havde Trump skrevet på Twitter, at orkanen Dorian ville ramme staten Alabama. Det afkræftede USA's meteorologiske instituts (NSW) lokale afdeling i Alabama hurtigt.
Men i en efterfølgende orientering fra Det Ovale Værelse, der blev sendt på direkte tv, fremviste Trump et officielt vejrkort, hvor nogen havde forlænget Dorians bane med en sprittusch, så den så ud til at ramme Alabama.
/ritzau/