Trump bekræfter: Jeg bliver undersøgt - det er en heksejagt

På Twitter skriver Trump, at han undersøges for fyring af FBI-direktør. Kilden til hans udsagn kendes ikke.
- Jeg bliver undersøgt for at fyre FBI-direktøren af den mand, som bad mig fyre FBI-direktøren. Heksejagt, skriver Donald Trump på Twitter.
- Jeg bliver undersøgt for at fyre FBI-direktøren af den mand, som bad mig fyre FBI-direktøren. Heksejagt, skriver Donald Trump på Twitter. Foto: Saul Loeb / Arkiv/AFP

Den amerikanske præsident bekræfter tilsyneladende, at han bliver undersøgt for at have fyret den tidligere FBI-direktør James Comey.

- Jeg bliver undersøgt for at fyre FBI-direktøren af den mand, som bad mig fyre FBI-direktøren. Heksejagt, skriver Donald Trump på Twitter.

Det står ikke klart, om han baserer udmeldingen på medierapporter eller på en direkte henvendelse.

Præsidenten henviser muligvis til vicejustitsminister Rod Rosenstein. Han har i et notat til Trump udtrykt bekymring over Comeys rolle som direktør for FBI.

Notatet gik på Comeys håndtering af sagen om Hillary Clintons e-mails i 2016.

Rosenstein skrev, at Comey uretmæssigt havde tilranet sig justitsministerens magt, ved at erklære at Clinton ikke skulle retsforfølges.

Det er Rosenstein, som har udpeget Robert Mueller til særlig undersøger i sagen om russisk indblanding i præsidentvalget 2016 og mulige forbindelser til Trumps kampagnehold.

Der har ikke tidligere været indikationer af, at Robert Mueller skulle have bedt Trump om at fyre James Comey.

Samtidig har Rosenstein ifølge ABC News i en privat samtale erkendt, at han måske bliver nødt til at erklære sig inhabil i sagen.

Det skulle ifølge unavngivne anonyme kilder skyldes, at han risikerer selv at skulle vidne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Rosenstein har sagt til sin rådgiver Rachel Brand, der rangerer som nummer tre i ministeriets hierarki, at hun må tage over, hvis han trækker sig.

/ritzau/AP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.