Ritzau
Opdateret kl. 19:55
Præsident Donald Trump har i en telefonsamtale med den kinesiske præsident, Xi Jinping, indtrængende opfordret Kina til at få Nordkorea overbevist om, at det må standse sine provokationer.
Samtidig meddeler USA, at der indføres nye sanktioner mod Nordkorea onsdag.
Kina har tidligere meddelt Trump, at landet er indstillet på at skærpe sanktionerne mod Nordkorea som følge af nordkoreanernes kontroversielle atomprøvesprængninger og missilaffyringer.
- Har netop talt med Kinas præsident, Xi Jinping, om Nordkoreas provokerende handlinger. Nye sanktioner vil blive indført mod Nordkorea. Situationen vil blive håndteret, skriver Trump på Twitter.
Kina, som er Nordkoreas eneste allierede blandt stormagterne, udtrykte torsdag "alvorlig bekymring", men beder alle parter handle forsigtigt.
Nordkorea affyrede natten til onsdag lokal tid, hvad der menes at være et interkontinentalt missil. Det nåede længere end 4000 kilometer over Jordens overflade, fløj omkring 1000 kilometer og styrtede ned i Det Japanske Hav.
Spændingerne er vokset de seneste måneder, mens Nordkorea med missiltest har skabt frygt både i regionen og i USA.
Den amerikanske præsident har tidligere truet med et militært angreb på Nordkorea om nødvendigt.
- Alle muligheder er i spil, har Trump sagt.
Den politik fik han Japans støtte til under et nyligt besøg hos premierminister Shinzo Abe i Tokyo.
Både USA og Sydkorea har gentagne gange opfordret Kina til at tage mere ansvar og forsøge at bremse den militære udvikling i Nordkorea.
USA's opsætning af missilsystemer i Sydkorea har skabt kulde i forholdet mellem Sydkorea og Kina.
/ritzau/Reuters