USA, verdens største militærmagt, og Nordkorea, der besidder atomvåben og tester interkontinentale missiler, er på kollisionskurs. På det seneste er det forsøgt at åbne kommunikationslinjer mellem de to lande.
Men søndag morgen amerikansk tid skriver USA's præsident Donald Trump på det sociale medie Twitter, at han mener, at forhandlinger er spild af tid.
- Jeg sagde til Rex Tillerson, vores vidunderlige udenrigsminister, at han spilder sin tid, når han prøver at forhandle med raketmanden (Kim Jong-un, Nordkoreas øverste leder red.).
- Spar på krudtet Rex, vi vil gøre, hvad der er nødvendigt, skriver USA's præsident Donald Trump på det sociale medie Twitter.
Det sker på trods af, at der de seneste dage har været forlydender om diplomatiske forhandlinger mellem USA og Nordkorea.
Trump og Kim har gensidigt truet med krig. Den amerikanske præsident sagde fornyelig i en tale i FN's Generalforsamling, at USA kan blive nødt til at "udslette" Nordkorea.
I weekenden har USA's udenrigsminister Rex Tillerson dog talt situationen ned.
- Vi har linjer til at kommunikere med Pyongyang. Vi befinder os ikke i en mørk situation, et blackout. Vi et par eller tre åbne kanaler til Pyongyang, sagde Tillerson tidligere på weekenden.
Han sagde, at det sker uden om Kina, der er Nordkoreas nærmeste allierede.
Spændinger er vokset dramatisk på den koreanske halvø, siden Nordkorea 3. september gennemførte sin hidtil kraftigste atomprøvesprængning.
Regimet har også siden august prøveaffyret to ballistiske - langtrækkende - missiler, der begge overfløj Japan.
Det har ført til voldsomme verbale udvekslinger mellem de to landes ledere.
En lang række lande, deriblandt Rusland, har opfordret USA's præsident til ikke at true med atomkrig men bruge diplomatiske midler.
/ritzau/