Nordkorea vil blive mødt med "bål og brand", hvis landet fortsætter sine trusler mod USA, siger den amerikanske præsident, Donald Trump.
- De vil blive mødt med bål og brand, som verden aldrig har oplevet det før, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet AP.
Udtalelsen faldt under en briefing i Bedminster, New Jersey, hvor Trump er på ferie.
Hans advarsel kommer, efter at en ny rapport viser, at Nordkorea har formået at fremstille et mindre atomsprænghoved, der kan affyres i et af landets missiler.
Washington Post skriver, at amerikanske efterretningsfolk i en ny hemmeligstemplet rapport vurderer, at nordkoreanerne allerede har nået dette afgørende skifte inden for landets atomvåbenprogram.
Unavngivne kilder siger til avisen, at USA's militære efterretningstjeneste er kommet frem til denne konklusion i sidste måned.
Frygten for, at den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, nu har atomvåben, er øget i takt med, at Nordkorea har foretaget to prøveaffyringer af langtrækkende missiler i sidste måned.
/ritzau/