- Noget kan ske med hensyn til Parisaftalen.
USA's præsident, Donald Trump, så torsdag ud til at åbne op for at kunne ændre sit syn på den globale klimaaftale. Det skriver AFP.
Udtalelsen kommer under et pressemøde med den franske præsident, Emmanuel Macron.
Trump meddelte i juni, at USA ville trække sig ud af klimaaftalen fra Paris, der blev indgået mellem 195 lande i december 2015.
Den beslutning blev mødt med ærgrelse i Frankrig, hvor Trump i disse dage er på besøg.
Præsident Macron har aldrig selv skjult sin skuffelse. Han gentog tidligere torsdag, at han var "stærkt uenig" med sin amerikanske modpart omkring klimaaftalen.
- Jeg håber i sidste ende at kunne overtale ham, sagde den 39-årige præsident.
Under pressemødet sagde Macron, at han "respekterede" USA's beslutning. Han understregede dog, at Frankrig fortsat bakker op om aftalen.
Trump var ikke den eneste gæst i Paris torsdag. Tidligere på dagen mødtes præsident Macron også med den tyske kansler, Angela Merkel.
Her slog de to europæiske ledere fast, at det er vigtigt at bevare et sundt forhold til Trump på trods af uenigheder over blandt andet klimaet.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
- Der er ingen uoverensstemmelse mellem Tyskland og Frankrig omkring, hvordan præsident Trump skal behandles, sagde Macron.
- Vi må aldrig glemme, at historien er større end os.
De to ledere slog fast, at de har stridspunkter med den amerikanske præsident, men at samarbejdet er vigtigt.
- Vi er alle enige om, at vi har brug for et tæt samarbejde med USA om sikkerhedsspørgsmål på trods af meningsforskelle, sagde kansler Merkel.
Præsident Trump og hans kone, Melania, er da også blevet taget godt imod i Paris.
Torsdag aften skal de spise en middag i Eiffeltårnet med det franske præsidentpar, og fredag er de gæster ved fejringen af Frankrigs nationaldag, Bastilledagen.
/ritzau/