Der er efterhånden ved at være top på en del skraldespande i Århus, hvor et af byens tre renovationsselskaber har ligget i strejke gennem længere tid. Og hvis ikke problemet er løst i starten af næste uge, vil det brede sig til resten af landet, skriver Ritzau.
Den klare udmelding kommer fra de organiserede skraldemænd, der lørdag eftermiddag har holdt møde.
- Vi bakker hundred procent op om folkene i Århus, så hvis der ikke
kommer en løsning på problemet mandag, så blokerer vi landets
forbrændingsanlæg, siger talsmand Ole Skrald Rasmussen til Ritzau.
Konflikten i Århus har bølget frem og tilbage gennem ugen. Striden står om skriftlige advarsler til to skraldemænd, der efter firmaets mening har haft for meget sygefravær. Skraldemændene kræver, at arbejdsgiveren trækker advarslerne tilbage, mens HCS beskylder de ansatte for at have brugt falske sygemeldinger som pressionsmiddel i januar. Skraldemændede har i længere tid været utilfredse med arbejdsforholdende hos HCS, som de ikke finder forsvarlige.
Lørdag morgen modtog de strejkende skraldemænd et brev fra HCS. Udmeldingen lød herefter, at de nu gik i tænkeboks resten af weekenden.
Den ulovlige strejke koster i øjeblikket hver enkelt skraldemand 2.400 kroner i bod om ugen.