Indonesisk politi har anholdt to personer, som har forsøgt at lave kødboller af truede aber.
Parret slagtede et stort antal sjældne aber af arten 'javan langurs,' oplyser Reuters.
En lokal dyrerettighedsorganisation, ProFauna, udsendte onsdag en meddelelse, hvori de gør opmærksom på anholdelsen.
De oplyser her, at politiet fandt 30 kilo kød, som svarer til 20-25 aber, to rifler og en levende langur. Ifølge organisationen har gerningsmændene allerede tilstået.
"Parret indrømmede, at de godt vidste, at de brød loven, og at de jagtede aber for deres kød, fordi oksekød og kylling er dyrere end de truede dyr," lyder det i meddelelsen.
Kødbollesuppe, med navnet bakso, er meget populært i Indonesien. Myndighederne vil nu forsøge at finde frem til, hvem der sælger kødet videre. Parret kan risikere op til fem års fængsel samt en bøde på godt 3000 kroner for den bizarre forbrydelse.