Det ligner tre selvskrevne point på kontoen, når formstærke OB i eftermiddag skal spille hjemmekamp mod rækkens absolutte bundhold fra Silkeborg.
»Vi skal være spilstyrende lige fra kampens start. Og Selvfølgelig skal vi slå dem. Ingen tvivl om det,« siger OB s 22-årige forsvarsspiller Jonas Troest, der selv har en fortid i den midtjyske fodboldklub.
For hvis ikke et isoleret bundhold kan fratages tre point på den fynske hjemmebane, så giver det ikke meget mening at tro på sølvmedaljer til OB, bemærker den unge forsvarsspiller.
Frem mod sæsonafslutningen sidst på måneden venter en række afgørende kampe for de stribede spillere. I turneringen skal der sikres en stabil strøm af point, hvis OB skal vinde sølv ved at klemme sig forbi FC Midtjylland, der aktuelt er et point foran OB. Den tredje bejler til andenpladsen er AaB, der er tre point efter fynboerne.
»Det bliver spændende. Jeg tror, vi har holdet til at få sølv. Men det kræver, at FC Midtjylland sætter point til, ellers få vi jo ikke andenpladsen,« siger Jonas Troest.
Pokalfinale i vente
På torsdag skal OB spille pokalfinale i Parken mod de nykårede danske mestre fra FC København.
»Det er selvfølgelig en kamp, jeg glæder mig meget til at være med i.«
Trods udsigten til en intens pokalfinale med masser af tilskuere, så er fokus hos Jonas Troest i øjeblikket udelukkende på kampen mod Silkeborg.
»Sådan skal det være. For kampen er utrolig vigtig.«
Til kampen mod Silkeborg risikerer OB at skulle undvære helt centrale spillere som anfører Ulrik Laursen og fløjspilleren Martin Borre. Desuden er det sikkert, at Thomas Helveg og Anders Møller Christensen ikke er i stand til at spille.