For to måneder siden solgte OB klubbens forsvarsspiller, Jonas Troest, til tyrkiske Konyaspor. Det skulle være begyndelsen på Troests internationale fodboldkarriere.
Men det tyrkiske eventyr brast, og nu er han tilbage igen hos OB, skriver eb.dk
Det var nemlig på ingen måde en succes for den 25-årige Jonas Troest at skifte klub til Konyaspor.
For det første fik Troest ifølge eb.dk ikke udbetalt løn i Tyrkiet. Derfor kunne han transferfrit rejse tilbage til Odense. For det andet fik fodboldspilleren ikke et eneste spilleminut i ligaen for den tyrkiske klub.
Det bliver der til gengæld rådet bod på nu. Han træder ifølge eb.dk direkte ind i OB's trup og er med i Europa League, hvor han forventes at spille mod Getafe om to uger.
OB havde ellers ledt efter en forsvarsspiller til at forstærke holdet og har ifølge TV 2 Sporten haft flere til prøvetræning. Men de planer er droppet, nu hvor Jonas Troest er tilbage i fynboernes stald.