Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) afviser oppositionens forslag. Nok ikke så overraskende.
Men ministeren antyder, at oppositionens forslag om taxametertilskud til gymnasiale uddannelser er et partsindlæg.
"Forslaget lyder tåbeligt. Analysen er lavet for LO, og jeg tolker det som et partsindlæg. Der er mange flere årsager til, at unge forlader uddannelserne, siger ministeren til Politiken.
Oppositionens forslag kommer nemlig på baggrund af en undersøgelse fra LO, der viser, at den nuværende bonusordning rammer skævt.
Flere rektorer fra gymnasier støtter en eventuel ny taxameterordning.
"Den nuværende elevtaxameterordning er unfair og giver ikke ens vilkår, fordi der er meget store forskelle i forhold til elevernes træk på skolens ressourcer. Hvis man vil føre en uddannelsespolitik, må man også gøre noget for de gymnasier, der er ramt af særlige problemer," siger Henrik Aaes, rektor på Kongsholm Gymnasium og HF i Albertslund til Politiken.
Henrik Aaes fortæller, at mange af de elever, de får, kræver megen opmærksomhed og vejledning - eksempelvis støtteundervisning i dansk sprog og vejledning på grund af sociale problemer i hjemmet.
"Det koster penge. Men den nuværende taxameterordning skelner ikke mellem, hvilke elever man har på et gymnasium, mener rektoren.
Vores skala af opgaver er meget lang i forhold til andre gymnasier," fortæller rektoren.
Undervisningsministeren fastholder, at han ikke vil tilslutte sig taxameter-forslaget, som det ser ud nu.
"Jeg vil have noget mere håndfast og validt at læne mig op ad," fortæller han.
Kilde: Politiken.dk