Da Skat København skulle til at afgøre sagen om eventuel skattepligt for Stephen Kinnock, Helle Thorning-Schmidts (S) mand, kom der mange spørgsmål fra den daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).
Den oplevelse fik sagsbehandlerne i Skat København i hvert fald, fortæller et vidne over for Skattesagskommissionen onsdag.
Vidnet, skattedirektør Lisbeth Rasmussen siger, at sagsbehandlerne i Skat København fik en "fornemmelse af", at "ministeren stiller en masse spørgsmål".
Spørgsmålene kom hen mod afslutningen af sagen, som i 2010 endte med, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark, da briten arbejdede i udlandet.
Han og hustruen, nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, havde ikke gjort noget forkert, lød konklusionen.
Skattesagskommissionen skal undersøge, om nogen ulovligt forsøgte at påvirke afgørelsen.
I modsætning til andre ministerier må Skatteministeriet ikke blande sig i afgørelser hos underordnede myndigheder.
Ministeriet må imidlertid godt sikre sig, at tingene går rigtigt til. Kommissionen skal finde ud af, om grænsen blev overskredet.