Forsvarsminister og Venstreformand Troels Lund Poulsen var torsdag aften involveret i et trafikuheld på Sjælland.
Lund Poulsen sad i sin ministerbil sammen med sin ministerchauffør, og var ved 23-tiden på vej hjem, da bilen - en Audi A8 - endte i grøften. Der var tale om et solouheld, og både minister og chauffør har det efter omstændighederne godt, oplyser forvarsministeriet.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter uheldet over for Ritzau:
- Vi kan bekræfte, at vi har haft et færdselsuheld i går aftes, og at der ikke er nogen personskade. Det er sket i Holbæk Kommune, siger pressetalsmand Thomas Kristensen til nyhedsbureauet.
Som en følge af hændelsen har Troels Lund Poulsen valgt at aflyse aftalte møder og arrangementer fredag.