Danmark og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er i modvind på flere forslag, der torsdag skal afgøres på EU's socialministermøde i Luxembourg.
- Her fra mødets start ser det ud, som om det bliver en dårlig dag for Danmark, siger Troels Lund Poulsen ved ankomsten til mødet.
- De ting, der er lagt på bordet, går ikke Danmarks vej. Det går den modsatte vej af det, vi har kæmpet for, siger han.
På mødet skal EU-landene enes om en revision af reglerne for europæernes sociale sikring og forslag om balance mellem arbejde og familieliv.
Og her står Danmark til at tabe kampen for at få indekseret de børnepenge, der sendes til udlandet.
Danmark taber også kampen mod øremærket barselsorlov til fædre, ligesom to forslag om dagpenge til udlændinge ventes vedtaget imod danske ønsker.
Troels Lund Poulsen mener, at EU med de nye forslag "påtager sig en potentiel national rolle, som vi er imod".
- Vi mener ikke, at man skal lave bestemmelser i forhold til øremærket barsel, siger ministeren.
Han siger, at det er en rigtig god idé, at mænd tager barsel.
- Men det er en dårlig idé, at EU skal bestemme omfanget af den øremærkede barsel, siger Troels Lund Poulsen.
- Det kan familierne og landene godt selv finde ud af, siger han.
Beskæftigelsesministeren mener, at de nye EU-forslag er en udfordring for den danske velfærdsmodel.
- Ja, det er det. Det er der ikke nogen tvivl om. Det skal man ikke lægge skjul på.
- Det, der er på vej nu, er med til at presse den skandinaviske velfærdsmodel og gøre nogle af vores politiske bestræbelser sværere, siger Troels Lund Poulsen.
Han siger, at kampen ikke er slut, og at han fortsat vil bruge mange kræfter på at vende stemningen, når de nye regler senere skal forhandles endeligt på plads med Europa-Parlamentet.
- Vi kæmper til det sidste, siger han.
Danmark, Tyskland, Holland, Østrig og Irland sendte onsdag et brev til de andre EU-lande og EU-Kommissionen.
Her kalder de fem lande det "urimeligt", at nogle EU-borgere kan sende et beløb hjem i børnepenge, der er tre gange så meget værd i deres hjemland.
Folk, der arbejder i Danmark og sender børnepenge hjem, skal have et beløb, der svarer til priserne i deres eget land, mener den danske minister.
- Alt andet vil være urimeligt, siger han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.