42-årige Troels Bech overtager Silkeborg i vinterpausen og blev onsdag præsenteret på et pressemøde i klubben.
Og han lægger ikke skjul på, at han glæder sig til opgaven:
"Jeg er blevet præsenteret for nogle meget håndfaste målsætninger og store ambitioner i mine møder med klubben, og det er en særdeles spændende udfordring, som jeg har takket ja til. Jeg fornemmer en meget stor vilje til at komme tilbage i det fineste selskab, og jeg forventer naturligvis, at jeg kan bidrage konstruktivt til den proces," sagde Troels Bech.
Fra klubbens side er der ligeledes store forventninger til det kommende samarbejde. Allerede for et stykke tid siden rettede klubben henvendelse til Esbjerg og gjorde opmærksom på deres interesserede i Troels Bech, der sluttede sin aktive karriere i netop Silkeborg, hvor han nåede 177 kampe mellem 1988 og 1994.
"Vi har med stor interesse fulgt forløbet i Esbjerg tæt, og umiddelbart efter det afbrudte samarbejde mellem de to parter, kontaktede vi Troels Bech med henblik på at føre en nærmere dialog," siger adm. direktør Kent Madsen.
Han mener, at Troels Bech har en "solid fodboldbaggrund med mange dygtige mentale redskaber."
"I kombination med hans uovertrufne karisma og udstråling har vi en forventning om, at han kan løfte os de sidste procenter," siger Kent Madsen.