Vi spiser mærkelige lakridser, og her er ikke skyggen af de sneklædte bjerge, man skulle tro, og så er vejret her noget af det mest grusomme, man kan forestille sig.
Og Kanal 5-programmet "Alt For Danmark" er ikke en snedig bagmands udspekulerede plan for at få unge piger til landet som sexslaver.
Det er bare nogle af de ting, som en flok amerikanere - og den enes mor - har lært om Danmark, efter at de har tilbragt knap to måneder i landet.
Årsagen til, at de har været i Danmark, er, at de er blevet valgt ud til at dyste i et nyt realityprogram på Kanal 5. De har nemlig alle danske rødder og har det tilfælles, at deres forfædre i sin tid udvandrede fra Danmark til USA.
Vinderen af programmet får chancen for at møde sin danske familie, og det er et stort ønske hos alle deltagerne.
- Jeg har altid haft Danmark med i min opvækst, fortæller Michael David Crenshaw, der er fra Pennsylvania.
Den 47-årige deltager har altid drømt om at møde sin danske familie og lære landet bedre at kende.
- Vi har altid holdt dansk jul, og de danske rødder har altid været vigtige for min familie, fortæller han.
For deltageren Katy Bisby var rejsen til Danmark første gang, hun har været uden for USA's grænser.
Men hendes meget kristne familie var bestemt ikke begejstrede for, at 26-årige Katy meldte sig til programmet.
- Min mor var overbevist om, at showet bare var et påskud for at lokke unge piger ind i sexindustrien i Danmark.
- Selvom jeg viste hende hjemmesiden for programmet, var hun sikker på, at det var en fælde. Hun skreg af mig i flere timer, fortæller Katy Bisby, der først nu har fået overbevist sin mor om, at programmet var ægte nok.
"Alt For Danmark" sendes på Kanal 5 mandag aften kl. 21.00.
/ritzau/