Trods rygter om rentelimbo i Europa og USA: Norge hæver renten
I den norske hovedstad, Oslo, hæver man renten, mens Europa og USA svirrer med rygter om det modsatte. (Arkivfoto). Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Udsigterne for norsk økonomi er bedre end ventet, vurderer centralbank, der hæver renten.

Efter de europæiske og amerikanske centralbanker begge har luftet idéen om, at der kan være rentenedsættelser på vej for at hjælpe væksten på de to store økonomier, går Norges centralbank kontra og hæver renten.

Det oplyser det norske nyhedsbureau NTB.

Renten er hævet fra en procent til 1,25 procent.

Renten er groft sagt prisen for at låne penge af centralbanken. Når det bliver billigere at låne penge, bliver de andre banker mere tilbøjelige til at låne penge ud til private og virksomheder.

Muligheden for at låne penge hænger tit sammen med inflationen - altså hvordan priserne udvikler sig. Hvis forbrugere har flere penge til forbrug, har det tidligere skabt et løft i priserne.

Dermed får man mindre for det samme beløb, og værdien af valutaen er dermed svækket.

Efter den norske centralbanks melding er den norske krone steget i værdi målt mod den danske krone, skriver Ritzau Finans.

I Europa skulle formålet med en rentesænkning være at sætte gang i væksten i Eurozonen.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News