Selv om der flere steder er faldet regn, og der ifølge meteorologerne også er udsigt til regn onsdag, så gælder et landsdækkende forbud mod åben ild fortsat.
Det understreger Danske Beredskaber, som har fået mange henvendelser fra folk, som spørger, om regnen får beredskabet til at ophæve afbrændingsforbuddet.
- Det er vigtigt, at man stadig holder fast i, at de her regler gælder. Man skal ikke selv begynde at filosofere over, om man kan grille på stranden, fordi det lige har regnet, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.
Han forklarer, at meget kortvarig regn kan prelle af på jordoverfladen, så jorden stadig er tør, men regn over flere dage, kan mindske brandfaren. Han lover, at de lokale beredskaber vil ophæve forbuddet, så snart det er sikkert.
I sommerperioden er flere turister på ferie i Danmark, og de er ikke nødvendigvis vidende om, at der er et forbud. Derfor forsøger beredskaberne også at informere turisterne på forskellig vis, fortæller Bjarne Nigaard.
- Mange steder har man rettet henvendelse til dem, som typisk vil tage sig af gæsterne - campingpladser, hoteller og sommerhusudlejere. Det er jo de færreste turister, som tjekker det lokale beredskabs hjemmeside, siger han.
Ifølge mediet TV MidtVest opfordrer lokalpolitiet i Thisted til, at man sætter skilte op på shelterpladser, så turister kan blive informeret om forbuddet.
Thisted Kommune siger til mediet, at den onsdag vil sætte skilte op om forbuddet på både dansk, engelsk og tysk.
Afbrændingsforbuddet gælder fortsat i alle kommuner. Der kan være lokale forskelle på, præcis hvad der er tilladt under forbuddet. Man kan holde sig opdateret på de lokale beredskabers hjemmesider.
Det koster 5000 kroner i bøde, hvis man overtræder forbuddet.
/ritzau/