En bilist har forladt Københavns Byret med et smil og en sejr over parkeringsselskabet ParkZone.
Bilisten nægtede at betale tre parkeringsafgifter, han havde fået, da han sidste efterår havde købt en uges parkering via sin mobiltelefon, skriver TV 2 Lorry.
Da manden ankom til parkeringsanlægget på Engvej på Amager, var der ingen ledige p-pladser.
Manden skulle nå et fly og valgte derfor at parkere udenfor de afmærkede båse. I den uge manden var væk, blev der sat tre kontrolafgifter under bilens vinduesvisker.
FDM førte sagen for bilisten og i afgørelsen står der klart, at bilisten hverken skal betale for parkering eller kontrolafgift.
- Det er helt urimeligt, at man kan købe en p-tilladelse til en bestemt plads og periode, men når man så kommer frem, er der alligevel ikke plads, siger FDM-advokaten Morten Falk Oddershede i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det var her på Engvej på Amager, at bilisten havde købt en uges parkering. Foto: Google Street View
Byretten har slået fast, at selvom ParkZone i betingelserne skriver, at der ikke er garanti for en ledig parkeringsplads, og at man skal kontakte selskabet, som så vil sende en vagt ud for at bekræfte, at der ingen ledige pladser er, før at parkeringsaftalen kan ophæves, så gælder det ikke i den virkelige verden.
Ifølge tv-stationen står der i dommen, at den uretmæssige parkering alene var "affødt af den situation, som den urimelige og ugyldige aftale satte ham i".
Bilisten havde nemlig forgæves forsøgt at finde kontaktoplysninger til selskabet på parkeringspladsen.
Morten Falk Oddershede konkluderer derfor, at når man sælger et produkt, hvor essensen er parkering, kan man ikke bare i handelsbetingelserne skrive, at man i øvrigt ikke kan være sikker på at have en p-plads.
- Slet ikke, når produktet henvender sig til folk, som skal videre og nå et fly, siger han.
I dommen står desuden, "at vilkåret om ikke at garantere en p-plads er så urimeligt byrdefuldt, at aftalen i sin helhed skal tilsidesættes som ugyldig".