Blodrøde tal i regnskabet stopper ikke den tidligere X Factor-dommer fra at høste millioner ind på kontoen. Det skriver Ekstra Bladet, der har kigget årsopgørelsen for 2024 for Remees selskab The Epiphany ApS igennem.
Virksomheden kom ud af 2024 med et underskud på 2,5 millioner kroner, men det har ikke afholdt den danske producer fra at udbetale 3,6 millioner kroner i årets løb til selskabets eneste ansatte. Og da Remee er eneejer af virksomheden, må det ifølge avisen antages, at lønnen er gået til ham. Virksomhedens egenkapital lyder på 3,4 millioner kroner.
Den tidligere X Factor-dommer, der blandt andet ejer kendisnatklubben Museo, åbnede i maj døren på klem for endnu en omgang dommeroptræden i sangkonkurrencen, efter Simon Kvamm meldte sin exit.
- Under de rigtige omstændigheder kunne jeg godt finde på det. Det skal være nogle andre omstændigheder, end dem vi sluttede med, sagde han dengang til HER&NU.