Kulturminister Mette Bock (LA) opgiver ikke et salg af TV2, selv om Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i Jyllands-Posten fredag siger, at det ikke kommer til at ske.
- Man skal altid lytte meget godt efter, hvad Thulesen Dahl siger. Og han siger, at DF endnu ikke er blevet præsenteret for overbevisende argumenter for et salg af TV2.
- Men det er først i næste uge på et møde, hvor vi udfolder det, som vi har arbejdet med i over et år, og som skal sikre, at vi netop finder den rigtige partner, hvis vi sælger en mindretalsandel af TV2, siger Mette Bock.
Regeringen ønsker i første omgang at sælge 40 procent af TV2, fordi tv-stationen ifølge regeringen har brug for input fra nye medejere på et mediemarked i hastig forandring. Blandt andet grundet ny teknologi.
Mette Bock mener, at det er ærgerligt for TV2 som virksomhed, men først og fremmest ærgerligt for borgerne, hvis TV2 ikke sælges.
Thulesen Dahl afviser desuden et kompromis, hvor der sælges en mindre andel, end regeringen lægger op til.
Det presser regeringen, medgiver Mette Bock.
- Det er klart, at hvis DF ikke ønsker at sige ja til, at vi sælger en mindretalsdel af TV2, så sker det ikke. Men det er ærgerligt.
- Som politikere skal vi ikke kun tænke til i morgen eller til næste valg. Jeg synes også, at man har en forpligtelse til at tænke fem og ti år frem, siger Mette Bock.
Hun kalder TV2 for en sund forretning, som dermed har alle forudsætninger for at finde de rigtige investorer.
Thulesen Dahl peger på, at en række retssager gør det svært for staten at få den rette pris for TV2, der risikerer at skulle betale et milliardbeløb i erstatning på grund af ulovlig statsstøtte.
- Vi står skulder ved skulder med DF om udviklingen af DR. Spørgsmålet om TV2 håber jeg også, vi kan nå til enighed om for at sikre et stærkt TV2 om fem og ti år, siger Mette Bock.
- Men lader det sig ikke gøre, må vi lave aftaler om de øvrige ting. De forhandlinger går ganske glimrende, siger hun.
Blandt andet er parterne enige om en besparelse på 20 procent af DR.
Forhandlingerne mellem regeringen og DF om et nyt medieforlig fortsætter fredag. Ministeren håber på en aftale inden sommerferien.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.