Hænger din hund lidt med ørerne?
Så giv den en håndfuld lykkepiller, så skal den nok få gang i halen igen.
Den antidpressive medicin Prozac lanceres om kort tid til hunde, skriver Technologyreview.com.
Før har hundene kun haft mulighed for at dulme sårene på sjælen med valium, men nu er der altså andre løsninger på vej.
Dansk Kennel Klub er ked af tendensen til at fylde hundene med medicin.
- Problemet med medicinering af hunde er, at det ofte bliver brugt til at springe over, hvor gærdet er lavest. Man bør være kritisk over for det og overveje andre muligheder, førend man vælger at give hunden lykkepiller eller anden medicinering. Ofte handler det jo om at træne hunden ordentligt, siger Vibeke Knudsen, informationsansvarlig i Dansk Kennel Klub til avisen Dato.
Dyrlægerne opfordrer heller ikke hundeejerne til at medicinere deres firbenede venner.
- Der er jo ikke nogen magisk pille, der løser alle problemerne. Jeg er ikke tilhænger af at sætte hunden på medicin resten af livet, siger dyrlæge Jan Ladewig, professor på Landbohøjskolen, til avisen.
Ifølge Technologyreview.com skyldes tendensen, at flere end tidligere ser hunden som en del af familien.
Tidligere på året lanceredes en pille mod overvægt og køresyge til hunde.