Når bootcampen for årets deltagere i "X Factor" begynder fredag, vil dommer Thomas Blachman mangle en af sine oprindelige grupper.
De tre veninder Karen Marie Duus, Julia Bielefeld og Asta Hegnet Knudsen, der sammen udgør bandet Kajsa, har valgt at trække sig fra musikprogrammet.
Det skriver tv2.dk.
Bandet fik ellers en af de eftertragtede stole under 5 Chair Challenge, men de har efterfølgende besluttet, at "X Factor" ikke skal fylde deres kalender alligevel.
De første afsnit i programmet blev filmen i efteråret, og siden er det andre ting, der har fyldt for pigerne.
- Undervejs blev det tydeligt for os, hvor meget det kræver at være med i et tv-program, og at ingen af os var klar til at give afkald på vores individuelle projekter, siger de til tv2.dk.
Bassist Asta Hegnet Knudsen og trommeslager Karen Marie Duus vil gerne prioritere deres højskoleophold, og for forsanger Julia Bielefeld var det en optagelsesprøve på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, der trak.
Selv om der ikke bliver mere "X Factor" til veninderne, har de været glade for at være med.
- Vi har lært en masse passionerede og talentfulde deltagere at kende, som alle har et stort ønske om at være med i programmet, og derfor virkede det naturligt og rigtigt at give plads til dem, siger de til tv2.dk.
Med Kajsa ude af programmet vil dommer Thomas Blachman nu sammensætte endnu en gruppe efter 5 Chair Challenge.
Det er ikke noget, han ser som et problem.
- Da jeg fik beskeden om Kajsa, tænkte jeg: "Fedt, så kan jeg lave en gruppe mere". Og det bliver som regel det bedste, siger dommeren til tv2.dk.
Hvem gruppen skal bestå af, bliver først offentligt fredag under det første bootcamp-program.
Derefter bliver næste skridt at finde de tre grupper, der skal gå videre til live showene.
De tre grupper skal findes mellem duoen Unity, parret Fox & Lily, Emmelie og Laura og to nye grupper, som Thomas Blachman danner.
Der skulle oprindeligt kun dannes én ekstra gruppe, men på grund af Kajsas exit, bliver det nu til to.
/ritzau/
Af Ida Kramhøft Jensen, Ritzau Fokus