Den tidligere teaterchef Jon Stephensen fik kort karriere hos Zentropa, men har allerede fundet nyt arbejde.
Lars Von Trier har nemlig hyret ham til at promovere sin næste film 'Melancholia'. Det oplyser Peter Aalbæk i en pressemeddelelse.
Den kun ni timers lange ansættelse hos Zentropa skyldes kritik fra de andre medarbejdere over Stephensens ansættelse.
"Det er med stor beklagelse over for Jon og i ærgrelse på firmaets vegne, at jeg må meddele, at ansættelsen ikke blev til noget på grund af interne forhold på Zentropa," udtaler Aalbæk.
Jon Stephensen forlod jobbet som teaterchef på Gasværket, efter det kom frem, at han havde modtaget ikke-godkendte indtægter ved siden af sin direktørløn på 900.000 kroner.