Tricktyveriet fandt sted på Fasanvej i Køge ved middagstid tirsdag, hvor en 67-årig kvinde fik frastjålet sit dan- og kreditkort under indkøb, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Da hun kom ud fra et supermarked på Fasanvej og havde hængt sin taske på sin cykel, blev hun pludselig trukket hårdt i armen af en udenlandsk mand.
Tricktyven brugte det velkendte fupnummer med at brede et stort kort ud, og under forvirringen stjal han altså hendes betalingskort.
Senere tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af sin bank, der ikke kunne forstå hun havde hævet 30.000 kroner forskellige steder i Køge og omegn.
Det havde hun så heller, men det var tricktyven, der skyndsomt havde misbrugt kortene til at skaffe sig den store sum penge.
Gerningsmanden bliver beskrevet som en yngre mand af udenlandsk herkomst, og han har mørkt hår og taler et gebrokkent engelsk.
Trods det sparsomme signalement håber politiet på hjælp fra borgerne, og oplysninger kan gives på nummer 114.