Syd- og Sønderjyllands Politi er på udkig efter en gruppe tricktyve, som anvender en usædvanlig metode.
Røverne sprøjter ketchup på ofrenes tøj og tilbyder efterfølgende deres hjælp. Men det er ikke hjælp ofrene får. De mister i stedet deres dankort.
Det skriver JydskeVestkysten.
Tricktyvene har indtil videre været på arbejde i Esbjerg og Varde, hvor politiet har noteret flere tilfælde.
Lørdag gik det ud over en 78-årig mand. Han havde handlet i Føtex, hvor et par hjælpsomme udenlandske mænd hjalp den 78-årige med at pakke varerne ned.
Efterfølgende tog den 78-årige elevatoren til parkeringspladsen. Her dukkede en sorthåret kvinde af fremmed herkomst op og fortalte ham, at han havde fået ketchup på ryggen, skriver avisen.
Kvinden hjalp manden med at tørre ketchuppen af, men søndag formiddag opdagede manden, at hans dankort var væk. Og det viste sig, at kortet var forsøgt misbrugt.
- Det smarte er, at når de kun tager kortet, så går der længere tid, før du opdager, at du er bestjålet. Så kan de nå at hæve penge. Men de har formodentlig ikke afluret hans pinkode rigtigt, siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands politi til JydskeVestkysten.
Ligeledes lørdag blev et lignende trick forsøgt udført mod en 91-årig kvinde på Vestervold i Varde.
Kun en årvågen borger forhindrede her en sorthåret mand og en kvinde at begå tyveriet. Da borgeren kom til, forsvandt parret. Også her havde offeret ketchup på ryggen.