Skrevet i samarbejde med Anders Fjordbak-Trier
Terrorfrygten har ramt danskerne. Således var en efterladt kuffert klokken 22.50 torsdag aften nok til, at politiet rømmede en HT-bus fra linje 1A og afspærrede Trianglen på Østerbro i København, der ellers også på dette sene tidspunkt er et af byens trafikknudepunkter.
Det næste kvarter var der blot to betjente til stede på pladsen, og de havde sit hyr med at holde folk væk fra den tomme bus, som holdt ved et stoppested. Det fik nemlig flere personer til at løbe mod bussen - i den tro at de lige kunne nå med.
De ensomme betjente fik dog med en enkelt stavlygte og høje, febrilske råb sendt folk væk fra bussen. En lille halv time senere fik politiet assistance af nogle kolleger, og herefter blev bussen ganske udramatisk rullet bort.
Det viste sig, at kufferten var blevet glemt i bussen af en svensk kvinde, som kort efter var vendt tilbage til pladsen for at hente sin kuffert.