Medierne fokuserer i stadigt stigende grad på spin forstået som strategisk kommunikation. Men fylder spin også for meget. Det mener flere dokumentarister, som er trætte af diverse spindoktorers topstyring. Samtidigt har den afgående chefredaktør for dagbladet Der Nordschleswiger for nylig efterlyst mere vildskab og spontanitet i dansk politik.
Det er med andre ord ikke utænkeligt, at fremtidens spin vil få karakter af strategisk spontanitet.
Rigid topstyring
I journalisternes eget blad fortalte medindehaver af Bastard Film, Miki Mistrati, at da han i 1996 begyndte at lave afslørende tv-dokumentar, brugte han blot omkring 10 procent af sin tid på at besvare klager og forklare sig over for kilder, som følte sig uretfærdigt behandlet.
Imidlertid vurderede han samtidigt, at det tal i løbet af 10 år var firedoblet, så han i dag – på grund af rådgivere, advokater og spindoktorer – bruger næsten halvdelen af sin tid på at håndtere klagestrømmen i forbindelse med den afslørende journalistik. Den samme tendens kunne også bekræftes af DR-dokumentarist Michael Klint.
Fra spontanitet til spin
At dansk politik er blevet mere topstyret igennem de senere år, er også noget, som tidligere chefredaktør for dagbladet Der Nordschles-wiger , Siegfried Matlok, for nylig påpegede over for Altinget.dk.
Eksempelvis sagde han, at »det spontane, det vilde, er i dag erstattet af de forskellige spindoktorers ’spin’«.
Matlok henviste med de ord blandt andet til, at folketingsgrupperne har mistet noget af den egenrådighed og selvstændighed, som de tidligere kunne udfordre de forskellige politiske ledelser med.
I dag er selvstændigheden – ikke mindst af mediestrategiske årsager – reduceret til et par få løsgængere her og der.
Plads til improvisation
Matloks efterlysning af det spontane falder godt i tråd med en pointe i den nyligt udkomne bog, som jeg selv er medforfatter på, Samtaler om spin – insiderberetninger om medier og politik .
Her berører tidligere spindoktor Henrik Qvortrup blandt andet, hvordan fremtidens spin skal være »tredobbelt spin med skrue« – altså spin, der ikke har karakter af eller opfattes som spin. Qvortrups pointe er, at den strategiske kommunikation af politikeren som troværdigt og helt menneske bliver aldeles afgørende fremover. Det bliver helt essentielt, at politikere ikke blot fremstår som teknokrater.
For at fremme opfattelsen af det troværdige og hele menneske vil fremtidens kommunikative strategi derfor i højere grad, end det er tilfældet i dag, give plads til improvisation. Fremtidens spin vil altså omfatte en slags kontrolleret ukontrollerethed .
Det improvisatoriske element – den kontrollerede ukontrollerethed – skal sikre, at topstyringen, som uden tvivl er vejen frem for fremtidens succesfulde partier, ikke tipper over og opfattes som diktatorisk controlfreakery blandt vælgerne.