Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde den flugtbilist, som fredag aften kørte en 41-årig familiefar ihjel på Lossepladsvej på Amager.
Indtil videre har tre mand været anholdt i sagen, men tirsdag blev den sidste sigtelse mod en 35-årig mand droppet.
Dermed er alle mistænkte blevet løsladt og ingen skyldige fundet.
»Vi mener ikke, at nogen af dem har kørt bilen på gerningstidspunktet, men blot haft en vis form for kontakt med bilen. Der er en sammenhæng i den personkreds, vi har fat i, og vi er sikre på, det er dér, den skyldige skal findes, men vi leder altså stadig efter gerningsmanden,« fortæller vicekriminalkommissær Edal Hansen, Københavns Politi.
Politiet prøver også at finde flere vidner, men ifølge Edal Hansen betyder det ikke, at politiet er på fuldstændig bar bund.
»Det er lidt op ad bakke, men vi har da stadig nogle ting, der skal vendes, så vi er fortrøstningsfulde,« siger han.