For tredje gang er en dansker blevet indlagt til observation for svineinfluenza. Indtil videre er to andre blevet tjekket. Den ene har fået at vide, at han ikke er smittet, mens man stadig venter på svar fra undersøgelsen af den anden.
Den tredje blev indlagt på Hvidovre Hospital her til formiddag, oplyser DR Nyheder.
Sent i går oplyste Sundhedstyrelsen, at sygdommen ikke er endeligt konstateret i EU, og der altså kun har været tale om mistanke. Sygdommen smitter dog lettere end for eksempel fugleinfluenza, fordi den kan overføres mellem mennesker.
"På den måde er potentialet for en verdensomspændende epidemi eller pandemi til stede," siger Else Smith, chef for Sundhedsstyrelsens Center for forebyggelse, til TV 2 News.
Hun oplyser dog, at Danmark har tilstrækkelige lagre af medicinen, Tamiflu, der kan bruges til at behandle sygdommen.
Sygdommen brød ud i Mexico, hvor det er bekræftet, at 20 mennesker er døde af den farlige sygdom, men myndighederne frygter at det reelle dødstal er på omkring 100.
Der er 20 bekræftede dødsfald i USA og seks i Canada.