Syd- og Sønderjyllands Politi har onsdag anholdt en tredje person i forbindelse med knivdrabet på 36-årige Anne Pedersen i Sommersted ved Haderslev.
Ifølge Ekstra Bladet er der tale om en 34-årig mand, der kort før middag onsdag blev pågrebet i lokalområdet. Han er ligesom den 35-årige mand, der onsdag eftermiddag fremstilles i grundlovsforhør, mistænkt for at have medvirket til drabet på Anne Pedersen og frihedsberøvelsen af hendes 49-årige veninde.
Det er endnu uvist, om den 34-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør.
Anne Pedersens 35-årige eksmand blev natten til onsdag varetægtsfængslet i foreløbigt 16 dage.
Ni af dagene bliver i isolation. Eksmanden blev anholdt i går morges i sin bil, hvor politiet også fandt blodtilsølet tøj.