Tre unge mænd blev i dag ved Randers Byret varetægtsfængslet frem til 30. august mistænkt for at have begået tre landevejsrøverier natten til søndag i Assentoft ved Randers.
Det første røveri skete i et lyskryds i Assentoft. Her blev en kvinde ifølge DR P4 Østjylland hevet ud af sin bil af en 16-17årig dreng på 185 centimeter med lyst hår, sat med voks. Han forsvandt derefter i bilen, som kort tid efter blev fundet brændende på en lille vej ved Randers Fjord.
Omkring klokken et blev et par, der kom kørende af Gammel Grenåvej, vinket ind til siden af en ung mand. Da bilen stoppede, prøvede han at hive den kvindelige fører ud af bilen, men det mislykkedes.
Kort derefter blev en ung mand på knallert stoppet og sparket ned. Efter at have gennemrodet hans lommer, flygtede tre unge mænd fra gerningsstedet.
De tre unge kærede alle varetægtsfængslingen.